Agricola frustrerer mig lidt, når vi spiller det. Jeg synes, det på samme tid er for kompliceret og for kort. Der er alt for meget, man skal gøre, før en runde starter og i forbindelse med høsten – tit føler jeg, at vi bruger mere tid på at klargøre og tælle op, end vi spiller –  og jeg synes, spillet slutter, netop som det bliver interessant. Pointgivningen er så omfattende, at det kan helt kan tage pusten fra en.

Det har dog alligevel noget, der gør, at vi vender tilbage til det igen og igen. Det er sjovt at udvikle sin strategi, og tilpasse den, efterhånden som ens modspillere ødelægger det for en, og brikkerne er skønne at spille med.

I sidste ende holder jeg nok af Agricola til, at jeg gerne spiller det. Jeg holder endda så meget af det, at jeg anskaffede udgaven til to spillere, Agricola: All Creatures Big and Small.

Vi har haft Den 8-årige med i spillet, og det går an, hvis hun får lidt hjælp. Agricola er den slags brætspil, hvor man skal overveje sine handlinger mange ture frem, og det kan nogle børn have det svært med. Vi har desuden valgt at tage mange af kortene fra, da der i forvejen er rigeligt at tænke på.

Agricola er efter 13 år stadig et af verdens mest populære worker placement spil, og det er bestemt også et godt brætspil. Hvis man har en smule mere tålmodighed end jeg, kan man helt sikkert få rigtig mange gode stunder ud af det.